Test: Ecoride Loader 812 – smart elcykel til flere børn

Flere og flere vælger en longtail-elcykel som et praktisk alternativ til bilen i hverdagen. Den gør det nemt at hente og bringe børn, klare indkøb eller transportere oppakning uden at skulle starte bilen hver gang. Samtidig får man fordelene ved en almindelig elcykel med ekstra plads og fleksibilitet. Testeksperterne har testet Ecoride Loader 812 for at finde ud af, hvordan den fungerer i daglig brug. For selvom en longtail-elcykel først og fremmest er skabt til transport, handler den samlede oplevelse også om komfort, køreegenskaber, motorkraft og om, hvor godt den passer ind i en travl hverdag.
Picture of Kasper

Kasper

BEDØMMELSE
Ecoride logo
OM PRODUKTET

Brugervideo med Ecoride Loader 812

Hvem er Ecoride?

Ecoride er en svensk elcykelproducent med rødder i Göteborg, hvor virksomheden blev grundlagt i 2008. Dengang var elcykler stadig et relativt nyt fænomen i Norden, men siden da har Ecoride udviklet sig til en af de mest etablerede aktører på det nordiske marked med mere end 100.000 solgte elcykler. Virksomhedens ambition har fra begyndelsen været at gøre cyklen til et mere attraktivt alternativ til bilen i hverdagen ved at kombinere moderne teknologi, praktiske løsninger og skandinavisk design.

I dag udvikler Ecoride et bredt udvalg af elcykler til forskellige behov, herunder klassiske citybikes, pendlercykler, touringcykler og transportcykler som den longtail-elcykel, der indgår i denne test. Fælles for modellerne er fokus på kvalitet, funktionalitet og løsninger, der er udviklet til nordiske forhold med skiftende vejr og daglig brug året rundt.

Virksomheden har desuden samlet udvikling, produktion og montage i Göteborg, hvor cyklerne samles og kvalitetstestes. Det er med til at understøtte Ecorides fokus på kvalitet, innovation og bæredygtighed gennem hele produktets livscyklus. Samtidig har virksomheden de senere år investeret i intelligente funktioner som GPS-sporing, app-integration og tyverisikring på flere af sine modeller.

9.3

Bedømmelse

Robust elcykel med pladsoptimeret design

Efter flere ugers test er jeg ikke i tvivl om, at Ecoride Loader 812 er en af de mest gennemtænkte longtail-elcykler, jeg har haft fornøjelsen af at prøve. Den kombinerer en robust byggekvalitet med en overraskende let og naturlig køreoplevelse, så den hurtigt bliver en fast del af hverdagen. Selvom den ved første øjekast virker stor, føles den let at manøvrere, og den kraftige elmotor, den behagelige kørestilling og de stabile køreegenskaber gør hver tur til en fornøjelse.

Det, der især imponerer, er dens alsidighed. Den lange og pladsoptimerede bagageplatform gør det nemt at transportere både børn, indkøb og større ting, og flere gange under testen valgte jeg bilen fra, fordi det ganske enkelt var nemmere at tage elcyklen. Samtidig bidrager de brede dæk, de hydrauliske skivebremser, det stabile dobbeltstøtteben samt de mange gennemtænkte detaljer som integrerede lygter, ABUS-lås, GPS-sporing, alarmfunktion og app til en tryg, praktisk og gennemført oplevelse i hverdagen.

I vores store test af de bedste elcykler har vi bedømt Ecoride Loader 812 til at være det absolut bedste premiumvalg, hvis du skal vælge en elcykel.

Ting vi kan lide

Ting der kunne forbedres

Produkttest

Gennemtænkt udpakning og overraskende nem at samle

Noget af det første, jeg lagde mærke til, da jeg pakkede Ecoride Loader 812 ud, var, hvor gennemtænkt det hele er. Alt tilbehøret lå pænt organiseret i kassen, så det var hurtigt at få overblik over, hvad der fulgte med. Oplader, pedaler, reflekser, den smarte nøgle i tre størrelser, en skruenøgle og et praktisk net lå opdelt hver for sig. Det lyder måske som en lille detalje, men det gav faktisk en rigtig god første oplevelse og en fornemmelse af kvalitet.

Jeg havde egentlig forventet, at det ville tage lang tid at samle en stor longtail-elcykel som denne, men det gjorde det slet ikke. Efter omkring en halv time var den klar til den første køretur. Styret var hurtigt at montere, og bagefter var det nemt at justere både højde og vinkel, indtil det føltes helt rigtigt. Pedalerne var også lige til at skrue på, og det er nærmest umuligt at montere dem forkert, da de er markeret med et grønt “L” til venstre og et rødt “R” til højre.

Monkey bars og fodstøtter var heller ikke specielt svære at montere, men her stødte jeg på de første ting, som godt kunne være bedre. Manualen er nemlig kun på svensk, og den dækker alle Ecorides cykelmodeller samlet i én vejledning. Derfor tog det lidt tid at finde frem til den del, der faktisk handlede om Loader 812. Jeg fandt ud af, at den starter omkring side 12, men det kunne godt have været gjort mere overskueligt.

Selve vejledningen er også ret kortfattet. Jeg var blandt andet i tvivl om, hvilken vej fodstøtterne skulle vende, og her endte jeg med at bruge de få og ret sparsomme billeder mere end teksten. Jeg savnede også en vejledning til, hvor reflekserne skulle monteres, så dem fik jeg faktisk aldrig sat på.

Den eneste del af samlingen, som for alvor drillede mig, var fodstøtterne. Boltene skal skrues fast inde fra hjulet og ud, og det er lidt af en fingernem opgave. Har man store hænder eller fingre, kan jeg godt forestille mig, at det er endnu mere besværligt. Den medfølgende nøgle kunne heller ikke bruges her, hvilket ellers havde været oplagt. Et par af boltene var desuden virkelig stramme, og det betød, at den ene fodstøtte aldrig kom til at sidde helt så fast, som jeg gerne ville have haft.

En elcykel, der føles naturlig allerede fra første tur

Da cyklen først var samlet, begyndte den sjove del. Et lille tip er at sætte batteriet til opladning med det samme, når man pakker cyklen ud. Så er det hurtigere helt klar, efter samlingen er overstået.

Noget af det første, jeg gjorde, var at indstille styr og saddel, og det var heldigvis hurtigt klaret. Det gør en stor forskel, at man nemt kan tilpasse cyklen til sin egen højde og kørestilling. Sadlen er forholdsvis fast, men den har en god bredde, og jeg sad faktisk rigtig godt – også på de længere ture.

Der er fem gear, som skifter let og præcist, og de to hydrauliske skivebremser gav mig en rigtig god oplevelse under hele testen. De bremser effektivt, men samtidig meget kontrolleret, så man aldrig får følelsen af pludseligt at blive kastet frem. Især på en stor longtail-elcykel med mulighed for at transportere børn eller tung oppakning giver det en ekstra følelse af sikkerhed. Der er ingen fodbremse, hvilket betyder, at pedalerne kan dreje frit baglæns.

Det var dog først, da jeg begyndte at cykle, at Loader 812 virkelig overraskede mig. Cyklen er stor, og den vejer en del, så jeg havde egentlig forventet, at den også ville føles lang og lidt besværlig at manøvrere. Men den bekymring forsvandt allerede efter de første meter. Så snart elmotoren hjælper til, glider man ubesværet afsted, og cyklen føles langt lettere, end størrelsen ellers lægger op til. Selvom bagagebæreren er væsentligt længere end på en almindelig elcykel for at give plads til børn eller oppakning, tænker man faktisk hurtigt slet ikke over det. Designet er så gennemtænkt og pladsoptimeret, at cyklen føles overraskende kompakt og naturlig at køre på. Samtidig er den utrolig stabil og meget lettere at styre, end jeg havde forestillet mig.

Det her var faktisk første gang nogensinde, jeg prøvede en elcykel. Jeg havde på forhånd tænkt, at det nok ville kræve lidt tilvænning, eller at den ville føles som et helt andet køretøj end en almindelig cykel. Men det gør den ikke. Den føles bare som en almindelig cykel – bare med et solidt skub i ryggen, hver gang man træder i pedalerne. Efter få minutter tænkte jeg slet ikke over, at jeg kørte på en elcykel.

En longtail-elcykel, der hurtigt blev en erstatning for bilen

Noget af det, jeg havde glædet mig mest til, var at prøve hele idéen med longtail-konceptet. Og det viste sig faktisk at være endnu mere praktisk og en virkelig god oplevelse, end jeg havde forestillet mig.

Jeg tror faktisk, at kombinationen af den lange akselafstand, de brede dæk og de velfungerende bremser er en stor del af forklaringen. Hele cyklen føles utrolig rolig, også når man sætter i gang, drejer eller bremser. Det gjorde, at jeg hurtigt fik stor tillid til den, selv med vægt bagpå.

Hvis cyklen anvendes til børn, er det virkelig smart med fodstøtterne. Det betyder, at Loader 812 kan vokse sammen med familien og bruges i mange år. Når Ecoride samtidig oplyser en maksimal belastning på 27 kg pr. siddeplads, ser jeg den som en rigtig god langtidsinvestering. Barnesædet passede helt perfekt ned over bagagebæren, men det var dog ikke muligt at fastmontere det. Det sad dog stabilt mellem de to monkeybars, så jeg fandt på en alternativ løsning at fastgøre barnesædet til cyklen med strips.

Noget andet, jeg virkelig blev begejstret for, var støttebenet. Det er et dobbelt støtteben, som er meget robust, og som fungerer ved, at man først slår det ned og derefter trækker cyklen bagud. Så står den fuldstændig stabilt. Det lyder måske ikke som noget særligt, men i praksis gør det en kæmpe forskel, især når man skal sætte et barn op eller tage det ned igen, eller når man læsser indkøb og andre ting på cyklen. Her vakler cyklen ikke fra side til side, som mange almindelige cykler gør. Jeg tog mig faktisk flere gange i at tænke: Hvorfor har alle cykler ikke sådan et støtteben?

Efter et par dage begyndte jeg helt automatisk at bruge cyklen til de ture, hvor jeg normalt ville have taget bilen. Jeg hentede indkøb, transporterede tasker, trækasser og andre ting, og det fungerede overraskende godt. Monkey bars fungerer nærmest som en stor ramme, der holder tingene på plads, og det gør det meget lettere at transportere større ting, end jeg havde regnet med.

Det, jeg især godt kan lide, er, at Ecoride har formået at udnytte pladsen virkelig godt. Selvom Loader 812 har en lang bagageplatform med plads til både børn og oppakning, føles cyklen aldrig unødigt stor eller klodset. Det er et rigtig godt eksempel på et pladsoptimeret design, hvor funktionalitet og køreegenskaber går hånd i hånd.

Det var faktisk her, jeg for alvor opdagede, hvad en longtail-elcykel kan. Den er ikke kun en familiecykel. Den fungerer mindst lige så godt som transportcykel til alt det, man ellers ville have fyldt bilen med. Flere gange valgte jeg helt automatisk bilen fra, fordi det ganske enkelt var nemmere og mere hyggeligt at tage Loader 812.

Smarte detaljer, der gør hverdagen endnu bedre

Der var også en række små detaljer, som gjorde et stort indtryk på mig i hverdagen.

Rækkevidden er rigtig god. Ecoride oplyser mellem 50 og 140 kilometer afhængigt af hjælpeniveauet, og det stemmer fint overens med min oplevelse. Selv hvis man kun opnår omkring de 50 kilometer, er det efter min mening mere end rigeligt til de flestes hverdag.

Jeg blev også positivt overrasket over opladningstiden. Det store batteri er fuldt opladet på omkring fem timer, og allerede efter cirka to timer er det oppe på omkring 80 %. Jeg havde faktisk forventet, at et batteri i den størrelse ville være betydeligt længere om at lade op.

Displayet på styret er dejligt enkelt. Her kan man hurtigt justere, hvor meget hjælp man ønsker fra motoren, og samtidig skifte mellem den resterende rækkevidde (Range), længden på den aktuelle tur (DST) og det samlede kilometertal historisk set (ODO). Det er smart, at der helt automatisk er lys i displayet om aftenen. Først efter et par ture opdagede jeg knappen til lygterne, og den detalje blev jeg virkelig begejstret for. For- og baglygterne er nemlig integreret direkte i cyklen og får strøm fra batteriet. Det betyder, at man aldrig skal tænke på løse cykellygter eller batterier, der pludselig er flade.

Jeg blev også glad for den fastmonterede, godkendte ABUS-lås på forhjulet. Det er virkelig praktisk, at den samme nøgle både bruges til låsen og batteriet, og det gør det hurtigt at låse cyklen, når man lige skal handle.

Og apropos batteriet, så giver det en god tryghed, at det kun kan tilgås og afmonteres med nøglen. Sammen med den indbyggede GPS og Ecorides app giver det en ekstra følelse af sikkerhed. Hvis nogen rører ved eller flytter cyklen, får man en notifikation direkte på telefonen, samtidig med at cyklen udsender en advarselslyd. Det er en funktion, man måske ikke tænker så meget over, inden man køber cyklen, men som hurtigt viser sin værdi, når man parkerer en elcykel i denne prisklasse rundt omkring i hverdagen.

Der følger også en lille fjernbetjening med, som hurtigt blev en af de funktioner, jeg satte pris på. Med den kan man aktivere og deaktivere alarmsystemet uden at skulle finde telefonen frem, og den har også en funktion, hvor cyklen afspiller en lyd. Det lyder måske som en lille detalje, men hvis cyklen står blandt en masse andre cykler, er det faktisk en rigtig smart måde hurtigt at finde den igen.

TESTEKSPERTERNE MENER

Vores samlede indtryk af Ecoride Loader 812

Ting vi kan lide ved elcyklen Loader 812

Ting der kunne forbedres

VORES BEDØMMELSE

Vores anmeldelse

93
Værdi for pengene
9.2
Brugervenlighed
8.5
Design
9.3
Funktioner
9.5
Sikkerhed
9.5
Kvalitet
9.8
Ecoride Loader 812 anmeldelse

Efter flere ugers test er jeg ikke i tvivl om, at Ecoride Loader 812 er en af de mest gennemtænkte longtail-elcykler, jeg har haft fornøjelsen af at prøve. Den kombinerer en robust byggekvalitet med en overraskende let og naturlig køreoplevelse, så den hurtigt bliver en fast del af hverdagen. Selvom den ved første øjekast virker stor, føles den let at manøvrere, og den kraftige elmotor, den behagelige kørestilling og de stabile køreegenskaber gør hver tur til en fornøjelse.

Det, der især imponerer, er dens alsidighed. Den lange og pladsoptimerede bagageplatform gør det nemt at transportere både børn, indkøb og større ting, og flere gange under testen valgte jeg bilen fra, fordi det ganske enkelt var nemmere at tage elcyklen. Samtidig bidrager de brede dæk, de hydrauliske skivebremser, det stabile dobbeltstøtteben samt de mange gennemtænkte detaljer som integrerede lygter, ABUS-lås, GPS-sporing, alarmfunktion og app til en tryg, praktisk og gennemført oplevelse i hverdagen.

9.3
FAQ
Ofte stillede spørgsmål

En longtail-elcykel er en elcykel med en forlænget bagageplatform, som giver plads til eksempelvis børn, indkøb eller anden oppakning. Den kombinerer de praktiske fordele ved en ladcykel med køreegenskaber, der minder meget om en almindelig elcykel.

Loader 812 henvender sig især til børnefamilier, pendlere og personer, der ønsker et praktisk alternativ til bilen. Den egner sig både til daglig transport af børn, indkøb og større oppakning.

Rækkevidden afhænger af blandt andet hjælpeniveau, terræn, temperatur og belastning. Ecoride oplyser en rækkevidde på op til 50-140 kilometer på en opladning.

Batteriet oplades fra tomt til fuldt på omkring fem timer. Allerede efter cirka to timer er batteriet opladet til omkring 80 %, hvilket gør det nemt hurtigt at komme videre.

SIDEN
Indhold
NYHEDSBREV

Nye tests hver uge! Tilmeld dig vores nyhedsbrev for aktuelle tests og konkurrencer.

FØLG OS

Kan du lide anmeldelsen? Glem ikke at følge os på sociale medier for flere tests!

SKREVET AF
Picture of Kasper
Kasper

Kasper er vild med udendørslivet, gadgets og træning – og er altid frisk på at teste produkter, der er med til at skabe ekstra værdi i hverdagen. Hos os dækker han alt fra træningsudstyr og gør det selv-produkter til smarte enheder og udstyr til vandring eller haven. Han er typen, der gerne tester effektiviteten af et massageapparat efter en løbetur, eller afprøver hvor smart et overvågningkamera kan fungere i hverdagen. Han går op i god kvalitet og praktiske funktioner, der gør livet lidt sjovere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Følg de nyeste tests

Som abonnent accepterer du vores privatlivspolitik.